Det har altid være min ynglings vise, sørgelig, men god
Han var i sin ungdom en livsglad gut
Som trodsede modgang og alt
Men lykken og glæden tog snart slut
Og så blev han en galen trods alt
Han byggede sin hytte ved fjeldets fod
Den rare, unge mand
Og rundt om hans hytte træerne gror
Det er de eneste venner han har
Det var en stormfuld vinternat
Han mistede sin unge brud
Han fandt hende ude i sneens fald
Hun var død i den stormfulde nat
Han hev hende op fra sneens fald
Og kyssede hendes lokkende hår
Se op til mig Ingrid og hvisk mit navn
Som du gjorde det så mange en gang
Men Ingrid hun kunne ej se ham mer’
Ej heller hviske hans navn
Hun så ej sin elskede lå på knæ
I sneen og græd som et barn